… men stor nok til bobilen 😉
Da jeg torsdag morgen krydsede Sognefjorden endte det med at blive en slags privatsejlads.
På skibsdækket tænkte jeg: Er der virkelig ikke flere, der vil med!? Er jeg den eneste, der skal fra Ytre Oppedal til Lavik? Kanske tidspunktet kl. 06.00 er ubelejligt for de fleste – og vil vente til lidt senere?
Og næste tanke: Bliver der så tomt omkring Guds ords forkyndelse i den sidste tid?
Jesus siger i Matt 24,37: som Noahs dager var, slik skal Menneskesønnens komme være. Og Peter omtaler Noa som retfærdighedens forkynder. De var kun otte mennesker ombord på arken.
Kanske!?
Bibelhelgen på Holmely og fridagen på samme plads er nu ovre.
Fredag eftermiddag talte daglig leder og jeg om, at nu er det spændede, hvor mange der kommer.
Vi blev også enige om, at det afgørende ikke er, hvor mange der kommer, men om Herren kommer! – om Han vil gæste os med sin Ånd!?
Inden jeg skulle til at gøre klar med praktiske ting, foreslog hun «Skal vi ikke begynde med at bede?»!
Vi var ikke mange på møterne, men hvor har det været en velsignet weekend for mig personligt!
Det er med stor taknemlighed, jeg drager herfra. Taknemlighed for fællesskab og samtale med bedende mennesker. Dette retrætecenter er båret frem i bøn. Det vidner kapellet på andre etasje om. Det vidner bønnehytten om, som ligger mellem retrætecentret og lejrstedet «Fjordly».
Carl Frederik Wisløff skulle have sagt: Vil vi være mange, må vi glede oss over å være få. Ellers blir vi ingen.
Går det an at udvide sætningen lidt: Vil vi være mange, må Herren i bønnen give os glæden over at være få sammen i Jesu navn. Ellers bliver vi igen! – og da bliver det lige så tomt om Guds ord, som den morgen på vej til Lavik i sidste uge omkring bobilen.
Skulle selv dét ske, så er du aldrig alene…
Min båt er så liten
Og havet så stort
Men Jesus har grepet min hånd
Når han styrer båten
Da går det så bra
På vegen til himmelens land
DH, 090925