Tirsdag aften trillede jeg afsted i kollega Evens bobil; det vil sige Misjons Sareptas, nej, det vil sige Guds bobil. For al vor ejendom hører Herren til. Vi har det kun til låns for en tid.
Allerede på vej ind i første rundkjøring i Kleppe var der to personer i en anden bil, der hilste på mig!
Så hyggelig at folk hilser på en, når man kører i en genkendelig bobil. Tak for det! Det giver en følelse af, at vi er flere, der står sammen om at bringe Guds ord ud i landet.
Jeg hilste tilbage. Men da måtte de to personer snu hovederne deres en del på vejen rundt i rundkjøringen for at se efter, for de genkendte ikke chaufføren😊
Det er min første tur i en af Sareptas bobiler. Jeg skal ind omkring forskellige pladser og sidste plads i nord bliver Giske bedehus. Jeg har set frem til den tur og set frem til det privilegium at køre igennem og nyde den smukke natur!
Men allerede på dag ét på vej mod Bergen tænkte jeg: det var enormt meget regn, der vælter ned!
Og da jeg var inde og proviantere i Europris, faldt jeg over en Sydvester og tænkte: dén vil jeg få brug for! Da jeg skulle betale, sagde ekspedienten: ”Ja, alle børn på Vestlandet burde fødes med en Sydvester, for der regner så meget!” – Ohj, tænkte jeg, dette lyder til at være hverdag.
I stedet for at irritere mig over mængden af regnbyger i disse dage, benytter jeg flere af regnbygerne til at tænke på og bede over omkvædet i en gammel sang:
Strømme, strømme af nåde
frelse og glæde og fred, –
vi beder om mere end dråber,
strømme send over os ned.
Tænk om Gud ville sende lige så meget Nåderegn over os!
Tak til dere, som vil være med til at bede om dét over Misjon Sarepta sit arbejde!
Dan H.